mad rødspætter ringsted

Midsommerens skønneste middag

Midsommermiddag, gæstebud eller bare fordi – denne menu er så enkel, at du kan tilberede den i sommerhuset eller en dag, du bare hellere vil sidde i skyggen med et glas rosé. Og så gør vi brug af alt det bedste fra den danske sommerhave: friske ærter, nye kartofler, sprød persille og søde jordbær.

FORRET:

Rygeost med friskbælgede ærter og ristet rugbrød

4 personer:
300 g fed rygeost
Friskbælgede ærter
Olivenolie
Friskkværnet sort peber
Rugbrød

Anret rygeosten på fire tallerkener og fordel ærterne ud over. Dryp venligt med en grøn, let pebret olivenolie og kværn peber over. Skær rugbrødet i så tynde skiver som muligt og rist skiverne sprøde i en ovn på 200°.

TIP: Det er nemmest at skære rugbrød i tyndeskiver, når det er halvfrossent.

HOVEDRET:

Rødspætter med nye kartofler, persille og brunet smørsauce

4 personer
4 store rødspætter
Rugmel
Flagesalt og friskkværnet sort peber
Smør
Olivenolie
Nye kartofler
Kruspersille
200 g smør

Vend rødspætterne i rugmel blandet med salt og peber. Steg fiskene over mediumhøj varme i en blanding af smør og olivenolie – husk, de må endelig ikke få for meget.

Kog samtidig de nye kartofler møre og hak kruspersille fint.

Smelt smørret i en lille gryde og lad det stå over varmen, til det begynder at brune. Hold godt øje med det – pludselig går det stærkt.

Server de nystegte fisk med kartofler og brunet smørsauce og drys rigelig persille over.

TIP: Når du koger nye kartofler, så lad dem koge i 8-10 min. Sluk derefter for varmen og lad dem stå, til de er møre. På den måde koger de aldrig ud. Og husk: Vi spiser altid mange af de nye kartofler, så kog rigeligt – du kan altid bruge rester til kartoffelmadder i morgen.

DESSERT:

Jordbær med amarettoflødeskum og ristede mandler

4 personer
500 g jordbær
50 g mandelflager eller -splitter
¼ l piskefløde
3-4 spsk. amaretto
Evt. basilikum eller verbena

Gør jordbærrene i stand og anret dem i fire skåle.

Rist mandlerne gyldne på en tør pande og sæt dem til side.

Pisk piskefløden. Når den begynder at tykne lidt, kommer du amarettoen i og fortsætter derefter med at piske, til du har et blødt skum.

Fordel amarettoskummet over jordbærrene og top med ristede mandler. Pynt evt. med et par blade basilikum eller verbena.

TIP: Flødeskummet bliver allerbedst, når du pisker den med håndkraft – og der er alligevel heller aldrig en elpisker i sommerhuset.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hver måned trækker vi lod om et gavekort på 500 kr. til RingStedet blandt alle tilmeldte.