madpakke

Er madkassen klar til skolestart?

Skoledagen er både lang og kræver friske hjerner hos poderne, og derfor har de brug for en sund, velsmagende og næringsrig madpakke. Pak til både fyldig frokost og lækre snacks, så booster du chancen for at det hele rent faktisk bliver spist.

Det vigtigste er naturligvis, at børnene kan lide at spise det, der er i madkassen – ellers er risikoen for, at indholdet ender i skraldespanden (og poden smutter til bageren) alt for stor. Tag en snak med poderne om, hvad de holder allermest af, af alle de sunde ting som de kan få med i madkassen. Tænk også over at dele madpakken op i mindre dele, så den består af et hovedmåltid og en række snacks og mellemmåltider, som barnet kan spise, når den lille sult opstår. De fleste børn bliver hurtigt mætte – og hurtigt sultne igen. Pak efter deres rytme.

Her kan du gå ombord i vores gode råd til, hvordan du kan sammensætte en lækker og appetitvækkende madpakke, der får børnenes tænder til at løbe i vand – og holder dem klar til at lære hele dagen.

6 GODE MADPAKKEIDEER

Aftensmad til frokost

Når du laver aftensmad, så sørg for at lave lidt ekstra – især når det er børnenes livretter, der er på menuen. Mange retter kan tåle at blive opvarmet dagen efter – eller kan nydes kold. Frys eventuelt aftensmaden ned, så børnene ikke skal spise det samme to dage i træk. De kan blive lige så træt af gentagelse, som vi voksne gør.

Grønne madder

En rugbrødsmad behøver ikke altid at have spegepølse eller leverpostej på – tænk gerne ud ad boksen og lav madder med grønt pålæg. En avocado-, tomat- eller kartoffelmad med agurk på er altid et hit, og så får de små også automatisk fyldt op på vitamin- og mineralkontoen.

Børnevenlig fisk

Det anbefales, at vi spiser fisk to gange om ugen – og det gælder naturligvis også familiens yngste. Hvorfor ikke fyde madpakken med børnevenlig fisk, som med garanti glider ned? Det kan eksempelvis være minifiskefrikadeller, torskerogn eller rejer. Læg fisken for sig selv, så den ikke spreder sig til det andet i madkassen, og lav også en lille skål med grøntsagsstave, så børnene kan skifte mellem fisk og grønt.

Dip gør grøntsagerne lidt sjovere

Når du skærer grøntsagsstave af eksempelvis gulerødder, peberfrugter, agurker og måske kinaradiser, så husk også at give lidt dip med. Det gør det en hel del sjovere at spise rå grøntsager, og så smager det også vidunderligt. Prøv fx med en dip med peanutbutter, soja og sesamolie, måske en hummus eller guacamole med masser af avocado og limesaft, så det ikke bliver brunt. Det kan også være græsk yoghurt med yndlingskrydderurten i.

Vand med smag

Helte og heltinder dur som bekendt ikke, hvis ikke de får noget at drikke. Sørg derfor for, at børnenes drikkedunk er fyldt med noget, de rent faktisk gider at drikke. Drop det sukkerholdige saftevand og fyld op med vand tilsat frugt, grønt eller krydderurter, der giver lækker smag – helt uden tilsætningsstoffer og sukker.

God smag til vandet – sådan!

Bær, Ananas, Melon Agurk, Mynte, Basilikum.

Snack på den sunde måde

En lang skoledag kræver ofte en lille snack, og den behøver ikke at være fyldt med sukker. Kom et par hjemmelavede daddelkugler i madkassen – de er supernemme at lave, så tag børnene selv med i køkkenet. I kan også bage jeres eget knækbrød, hvor I tilsætter lidt kanel og kardemomme, så brødet bliver sødt.

Daddel-mandelkugler med appelsin

20-25 stk.

350 g udstenede dadler

150 g mandelmel (eller hele mandler)

1 dl kakaopulver

Skal og saft fra en økologisk appelsin

Evt. kokosmel

  1. Hvis du bruger hele mandler, så mal dem til fint mel i en foodprocessor. Lad maskinen køre med mandelmelet i, mens du kommer de udstenede mandler i en ad gangen. Blend til sidst appelsinsaft og -skal i – massen skal være let blød, men stadig fast nok, til at I kan trille kugler.
  2. Tril nu massen til kugler og vend dem i kokosmel, hvis I har lyst. Opbevar kuglerne på køl og giv junior et par stykker med i madpakken som snack.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hver måned trækker vi lod om et gavekort på 500 kr. til RingStedet blandt alle tilmeldte.